Der kommer ikke til at blive kørt Formel 1-løb i Rusland i fremtiden.
Det meddeler organisationen bag Formel 1 ifølge flere internationale medier, blandt andet Reuters og Autosport.
Som følge af Ruslands invasion af Ukraine har Formel 1 revet sin kontrakt med Rusland og racerløbets promotor over. Den nu iturevne kontrakt garanterede Rusland værtskabet for et grandprix årligt frem til 2025.
- Formel 1 kan bekræfte, at kontrakten omkring Ruslands Grand Prix er blevet revet over, og vi vil ikke køre Formel 1 i Rusland i den nære fremtid, lyder det.
Allerede i sidste uge blev det meddelt, at årets grandprix i Rusland var aflyst som følge af invasionen. Det skulle have fundet sted i slutningen af september.
Rusland havde planlagt at flytte landets Formel 1-grandprix fra Sotji til Sankt Petersborg fra 2023.
Det Russiske Grandprix blev kørt i 1913 og 1914, hvorefter det forsvandt fra Formel 1-kalenderen igen.
Fra 2014 vendte Formel 1-feltet dog tilbage til Rusland, som herefter har været vært for et grandprix årligt til og med 2021.
Mercedes har vundet samtlige otte grandprixer i Rusland fra 2014 og frem. Lewis Hamilton har taget fem sejre, Valtteri Bottas to og Nico Rosberg en enkelt.
/ritzau/