Flyselskabet SAS har ikke kunnet finde sig den endelige kandidat til posten som bestyrelsesformand. Derfor er generalforsamlingen, hvor arvtageren til danske Fritz Schur skal findes, udskudt.
Tidligere var der indkaldt til generalforsamling den 5. marts, men det er nu skudt til den 10. april.
- Nomineringskomitéen har en robust proces på plads for at finde SAS' næste bestyrelsesformand.
- Vi er i dialog med en række kandidater, men de har brug for mere tid til at bekræfte, at de er til rådighed og påtage sig en så krævende opgave som SAS, skriver formand for SAS' nomineringskomité Carl Rosén i en fondsbørsmeddelelse.
Tidligere bestyrelsesformand i SAS var danske Fritz Schur, der tiltrådte i 2008. Flyselskabets tre største aktionærer er Danmark, Norge og Sverige, omend de to sidstnævnte er ved at nedbringe deres ejerandel.
På den baggrund har Danmarks finansminister Kristian Jensen (V) udtalt, at han mener, at SAS' næste bestyrelsesformand også skal være en dansker.
- Når de to andre nationale ejere har sagt, at de vil ud af SAS, så er det helt naturligt, at det bliver en dansker, der overtager formandsposten.
- Og vi har mange stærke navne i Danmark, som er vant til at håndtere store virksomheder, der har været i vanskeligheder, sagde Kristian Jensen tidligere i januar til Børsen.
Men Danmark er kun en af mange interesser, der skal tilgodeses i SAS, vurderer analytiker ved Sydbank Jacob Pedersen.
- Det er det samme, som når SAS skal træffe alle andre store beslutninger. Der er rigtigt mange interesser, der skal tages hensyn til, også nationale. Så der er nogle ønsker, der skal forliges.
- Det sagt, så er det ikke noget problem for SAS ikke at have en formand i et par måneder.
- Den plan, ledelsen skal operere efter, ligger fast og de ved, hvad de skal, siger analytikeren.
/ritzau/