Danmark venter stadig på en ny regering. Der forhandles på dag 53, og de politiske forhandlinger under kongelig undersøger Troels Lund Poulsen er endnu ikke i mål.
Knuden er velkendt, men langt fra løst: Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, afviser kategorisk at støtte en regering, hvor Moderaterne sidder med ved bordet. Problemet er bare, at Lars Løkke Rasmussens parti er med i den blå bloks regnestykke, og ingen af de to formænd ser ud til at ville blinke først.
En alternativ løsning - en midterregering med Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Moderaterne, Venstre og Konservative - er nævnt som en mulighed, men intet er som bekendt afklaret endnu.
Troels Lund Poulsen har som udgangspunkt fået to uger. Den kommende uge bliver derfor på mange måder afgørende.
Messerschmidt beskriver selv lørdagens møde som konstruktivt og oplyser, at drøftelserne bl.a. handlede om økonomi og udlændingepolitik.
Nu er det bare en regering, der mangler.