Formand for Skattesagskommissionen, Lars E. Andersen, har ingen kommentarer til det begåede indbrud hos kommissionen, hvor en computer og usb-stik er blevet stjålet.
Ifølge Radio24syv er personfølsomme oplysninger blevet stjålet ved indbruddet, som politiet dog konkluderer ikke har haft et politisk motiv - to lokale kriminelle er anholdt i sagen.
- Jeg har ingen kommentarer til Radio24syvs oplysninger. Det skyldes ikke, at jeg vil undgå at besvare eventuelle kritiske spørgsmål.
- Jeg er normalt parat til at hjælpe journalister med oplysninger, men det gælder altså ikke i den foreliggende situation, skriver han i en mail til Ritzau.
/ritzau/