Det kan være svært at gennemskue præcis hvilke jobmuligheder, der venter for enden af uddannelsestunnelen. Og om der overhovedet er jobmuligheder i sigte.
Derfor foreslår Dansk Industri nu, at alle uddannelser bliver forsynet med en konkret varedeklaration, så både de unge og arbejdsgiverne kan se, hvilke kompetencer den enkelte uddannelse giver. Forslaget bakkes op af Danske Studerendes Fællesråd.
"Det er helt klart blevet sværere at vide, hvad det præcis er for et job, man uddanner sig til i dag i forhold til tidligere. Og man kan heller ikke længere forvente, at erhvervslivet ved, hvad det er, man kan, fordi udbuddet er så stort," siger Maren Schmith Astrup, formand for Danske Studerendes Fællesråd til Berlingske.dk.
Uddannelsesjunglen er blevet mindre gennemskuelig gennem de seneste årtier, og for eksempel er antallet af bacheloruddannelser næsten fordoblet siden 1995. I dag findes der i Danmark flere end 300 bacheloruddannelser og omkring 800-900 kandidatuddannelser.