Fire fiskere fra Thyborøn fik sig en kold oplevelse, da de tidligere på dagen forliste med deres kutter ved Bornholm. De var alle fire en tur i det kolde vand, inden de blev fisket op af en anden kutter, oplyser politiet på Bornholm.
Det er endnu uvist, hvorfor kutteren havarerede. Fiskerne er ifølge politiet ved godt mod, selvom den ene var noget medtaget kort efter uheldet. Men alle fire har fået varmen, og efter en tur via Rønne, er de fire nu på vej hjem til Thyborøn med fly.