Regeringen er velkommen i forliget "Bedre og Billigere Offentlig Transport" med Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og De Radikale. De vil bruge 762 millioner kroner over to år til den kollektive trafik.
Det siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.
- Desværre har regeringen ikke ønsket at være en del af forligskredsen om "Bedre og Billigere". Derfor må vi tage det ansvar, som regeringen ikke tager på sig, siger Nicolai Wammen.
I 2012 indgik SRSF-regeringen en aftale med Enhedslisten og Dansk Folkeparti. De lavede en pulje til kollektiv trafik. Det var et plaster på såret, da SRSF-regeringen droppede sin betalingsring udenom København.
Pengene kom, da regeringen stoppede en "uhensigtsmæssig" brug af registreringsafgift for demo- og leasingbiler.
Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen glæder sig over, at partierne genåbner mindre jyske stationer.
- Det er ærgerligt, at vi ikke har kunnet få regeringen med i dette. Det ville have givet mere tyngde, siger Kim Christiansen.
Enhedslisten klandrer regeringen for at holde sig væk, siger trafikordfører Henning Hyllested.
- Det er en helt ekstraordinær parlamentarisk situation. Vi har et flertal i Folketinget. Og vi har en regering, der ikke vil tilslutte sig. Det er på mange måder uacceptabelt, siger Henning Hyllested.
SF vil sætte skub i cykelstierne, siger trafikordfører Karsten Hønge.
- Vi skal have mange flere folk op på cyklerne, siger han.
De Radikale forstår ikke regeringens passivitet, siger trafikordfører Martin Lidegaard.
- Det er en god dag for den kollektive trafik i Danmark. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at regeringen vælger at stå udenfor denne aftale, som er fuldt finansieret, siger Martin Lidegaard.
/ritzau/