Allerede på onsdag kan samtlige landets pædagoger, parkeringsvagter og dagplejere være tilbage i arbejde.
Efter en hel nats forhandlinger er FOA blevet enige med Kommunernes Landsforening (KL) om et udkast til en ny overenskomst.
Aftalen betyder, at FOA-medlemmerne får ekstra 35 millioner til sine medlemmer oveni den gennemsitlige lønstigning på 12,8 millioner kroner, som alle de offentligt ansatte stiger i løn over de næste år.
Forhandlingsleder for kommunerne, borgmester Mads Lebech (K), glæder sig over, at det er lykkedes at få en aftale på plads.
- Jeg er meget glad for, at vi efter langstrakte forhandlinger er blevet enige,
således at vi om få dage kan vende tilbage til den kommunale service, borgerne
har krav på, siger han i en pressemeddelelse.
- Den aftale, vi nu har indgået, sikrer FOA’s medlemmer en lang række forbedringer
inden for en samfundsøkonomisk ansvarlig ramme. Blandt andet bliver der på
sosu-området givet ekstraordinært store lønstigninger. Vi tager nu hul på at
løfte vores ansatte i ældreplejen op på et højere lønniveau, og det er jeg godt
tilfreds med, siger Mads Lebech.
For de mange mennesker, som har måttet leve med nødberedskab på landets plejehjem, vil aftalen betyde en snarlig tilbagevenden til dagligdagen. Først når FOA s hovedbestyrelse har godkendt resultatet, vil de strejkende FOA-medlemmer dog gå tilbage på arbejde.
Bestyrelsen mødes mandag aften. Hvis aftalen får grønt lys, ventes de strejkende at gå i arbejde igen fra onsdag morgen.
Sygeplejerskerne fastholder fortsat, at de skal have lønstigninger på 15 procent over de næste tre år. Spørgsmålet er nu, hvor længe de kan stå fast på deres krav, når samtlige andre faggrupper har indgået forlig.