Natten til tirsdag satte unge ild til en kranbil i Folkets Park på Nørrebro i København. Da Københavns Brandvæsen nåede frem for at slukke ilden, blev brandfolkene og brandbilerne bombarderet med brosten.
- Vi har indtryk af, at de stod og ventede på, at brandvæsnet skulle
komme, så de kunne kaste sten efter bilerne, siger politiets centrale
vagtleder.
- Det er relativt unge på en 15-16 år, der går og keder sig. De hænger ud i området omkring Folkets Park og laver noget gang i gaden. Det vil vi ikke acceptere, og vi kan ikke forsvare det overfor Københavns Brandvæsen, der ikke kan køre frem uden at blive bombarderet med sten, fortæller John Hansen fra Københavns Politi til TV 2 News.
Sagen fik politiet til at omdanne Indre Nørrebro til et såkaldt operationsområde - foreløbig frem til klokken otte tirsdag morgen.
Det betyder, at brandbiler, ambulancer og almindelige patruljevogne kun må køre ind på Indre Nørrebro i følgeskab med en gruppevogn fra Københavns Politi med som regel seks betjente i bilen.
Nattens stenkast er ikke første gang. Politiet blev jævnligt mødt med flyvende brosten i området, og Københavns Politi beslutter tirsdag morgen, om perioden med Indre Nørrebro som operationsområde skal udvides.