Brandfolk og politi har gjort et uhyggeligt fund på en parkeringsplads vest for Frederikshavn.
Efter et opkald rykkede brandfolk ud og fandt en mand brændt inde i en bil - en ældre Mazda.
Vagtchef i Nordjyllands Politi, Bent Højgaard, fortæller, at politiet klokken 9.49 modtog anmeldelsen om, at der var ild i en bil på en parkeringsplads.
"Efterfølgende konstaterer vi, at en person er indebrændt i bilen, formentlig bilens ejer," siger han.
Ifølge Nordjyllands Politi er manden så forkullet, at de ikke har kunnet identificere ham endnu. Bilen ejes af en 65-årig mand.
"Vi foretager tekniske undersøgelse på stedet, men foreløbigt står det hen i det uvisse, hvordan branden er opstået," siger Bent Højgaard.
Politiet kan således ikke udelukke, at der er tale om en forbrydelse.