De seneste dages afsløringer af omsorgssvigt på institutioner for udviklingshæmmede får nu socialminister Eva Kjer Hansen (V) til at iværksætte en landsdækkende undersøgelse af området.
»Jeg vil skrive til samtlige kommuner og regioner og spørge, hvordan de fører tilsyn med deres institutioner. Både i forhold til, hvordan de godkender og fører tilsyn med institutionerne, og hvordan de laver det personrelaterede tilsyn (med de enkelte beboere, red.),« siger Eva Kjer Hansen, der også vil have overblik over, hvordan kommunerne behandler klager fra de pårørende.
Før da har hun ikke tænkt sig at komme med lovstramninger.
»Jeg har først brug for et bedre kendskab til, hvad der rent faktisk sker i kommunerne,« siger Eva Kjer Hansen, der specielt blev rystet over billederne i TV 2-dokumentaren ’Er du Åndsvag?’ af en ung kvindelig beboer, der sad og slog sig i hovedet uden, at nogen af de ansatte greb ind.
Men også en kvindelig beboer, der fik lov at stå i haven og græde uden, at nogen gik hen til hende, fik Eva Kjer Hansen til at tænke:
»Gå dog hen og tag om hende.«
»At se, at medarbejderne slet ikke havde nogen føling med, hvordan de kunne trøste, det var forbistret at opleve,« lyder det fra socialministeren.