Det er sidste døgn inden deadline. Og de når det ikke.
Arbejdsgiverforeningen Dansk Industri (DI) og CO-industri, der organiserer de ansatte i industrien, har tirsdag deadline for at blive enige om en ny overenskomst på industriens område.
Men denne deadline vil blive overskredet.
»Vi når det ikke inden deadline den 13.,« siger direktør i Dansk Industri, Poul Scheuer.
Drøftelser om en ny overenskomst har stået på siden den 5. januar, men da parterne ikke kunne blive enige, indkaldte de forhandlingsudvalgene i sidste uge. Men efter blot fem timers møde, gik de atter hver til sit.
»De er nu i et dødvande, og indtil nu er der ikke aftalt nye møder med forhandlingsudvalgene,« siger Poul Scheuer.
Han vil ikke uddybe, hvad det er, der skiller parterne. Men inden forhandlingsudvalgenes første møde torsdag, sagde Hans Erik Skov Christensen fra DI, at han var optaget af at beskytte virksomhedernes konkurrencekraft ved ikke at lade omkostningerne stige for meget. Thorkild E. Jensen fra CO-industri ønskede derimod, at hans medlemmer fik del i virksomhedernes gode økonomiske resultater.
»Vi må se, hvornår det kan lade sig gøre at mødes igen,« lyder det fra Poul Scheuer.
Den nuværende overenskomst udløber 1. marts, men der er ikke aftalt en ny deadline for at opnå en aftale.