De magtfulde herrer fra industriens virksomheder og for de ansatte var noget mutte, da de torsdag stod klar skulder ved skulder. Direktøren for Dansk Industri, Hans Skov Christensen, og CO-industris formand, Thorkild E. Jensen, kunne meddele, at den sidste måneds drøftelser om en ny overenskomst på industriens område ikke havde båret frugt. Derfor har parterne nu besluttet at indkalde deres respektive forhandlingsudvalg.
»Jeg vil sige, at det ser besværligt ud. Derfor har vi bedt vores forhandlingsudvalg bag os til at komme her til formiddag, for at vi igen kan drøfte, om vi kan komme videre og i givet fald, hvordan vi kan komme videre,« siger Hans Skov Christensen fra Dansk Industri.
Og sekundet efter kom den lakoniske replik fra hans modstander:
»Jeg kan bekræfte, at det ser svært ud,« lød det fra Thorkild E. Jensen.
Lønmodtagerne har stillet krav om at få del af virksomhedernes gode økonomiske resultater, men industrien er tilbageholdende med at lade omkostningerne stige af frygt for at svække virksomhedernes konkurrenceevne.
Hverken Hans Skov Christensen eller Thorkild E. Jensen ville uddybe, hvilke punkter der skiller parterne.
»Vi kan ikke vide, om vi bliver enige eller i givet fald hvornår,« lød det afsluttende fra Hans Skov Christensen.
Den nye overenskomst på industriens område omfatter i alt 240.000 ansatte.