For mange danskere har det i den grad kunnet betale sig at købe og sælge sommerhuse på det boligmarked, vi oplever for øjeblikket.
Blandt alle dem, som har købt og solgt en fritidsbolig i løbet af de seneste fem år, har 723 ud af 5.134 handler nemlig resulteret i en gevinst på over én million kroner.
Det viser tal fra boligmediet Boliga.dk, der har undersøgt, hvor mange der er blevet boligmillionærer ved at købe og sælge den samme fritidsbolig siden 2016.
Og særligt én landsdel sidder på tronen med langt de fleste milliongevinster.
Populære Nordsjælland er nemlig god for tæt på en tredjedel af alle handlerne.
I Nordsjælland har 258 gjort sig selv til boligmillionærer ved at købe og sælge i den femårige periode.
Der er da også et godt stykke ned til andenpladsen, Vest- og Sydsjælland, hvor der har været 142 styks af den slags indbringende sommerhushandler - efterfulgt af Sydjylland med 95 handler.
Prisstigninger i landsdelen nord for hovedstaden kan ifølge Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, stå bag det store forspring:
- Ganske enkelt er sommerhuspriserne væsentligt højere i Nordsjælland, end de er på Vest- og Sydsjælland. Så med de seneste års prisstigninger betyder det, at der er flere, som kravler over milliongrænsen i de dyreste områder, siger han til Boliga.dk.
Priserne på det danske sommerhusmarkedet er da også eksploderet.
Bare i løbet af det seneste år - fra juni 2020 til juni i år - er de gennemsnitlige kvadratmeterpriser for sommerhuse til salg steget over 25 procent på landsplan, viser tal fra Boliga.dk.
Nogle steder er priserne steget endnu mere, som for eksempel i Holbæk Kommune, hvor de udbudte sommerhuse har fået det største spark op i priserne med en næsten 50 procent stigning på bare et år.
Færrest er blevet boligmillionærer på at købe og sælge en feriebolig på Fyn de seneste fem år, hvor kun 25 handler har indbragt en milliongevinst.
Se sommerhuse til salg i dit område her.