Sveriges Henrik Stenson kan stikke 11,4 millioner dollar - eller cirka 63 millioner kroner - i lommen, efter han søndag vandt sæsonfinalen på den amerikanske tour samt den endelige sejr i den gennemgående FedEx Cup.
- Det er endnu ikke gået op for mig, siger den 37-årige svensker, der har haft sin hidtil bedste sæson med den ene topplacering efter den anden, sine første sejre på den amerikanske PGA-tour siden 2009 og opstigning på verdensranglisten.
- Det her er uden tvivl det bedste golf, jeg nogensinde har spillet. De første to og en halv runde var fantastiske, så jeg lidt ned, men det gør mig stolt, at jeg holdt fast i mit spil og vinder, siger svenskeren.
Stenson gik fire suveræne runder - 64, 66, 69 og 68 - på East Lake-banen i Atlanta og sluttede tre slag foran Jordan Spieth og Steve Stricker.
Totalt sluttede svenskeren 13 slag under par.
Dermed vandt han to titler og to checks: The Tour Championship og 1,4 millioner dollar samt FedEx Cuppen og 10 millioner dollar.
Stensons triumf viser, at lykken hurtigt kan vende i golfsporten. For halvandet år siden var han nummer 230 på verdensranglisten. Før søndagens sejr var han kravlet op på sjettepladsen.
- Det viser bare, at man aldrig skal give op. Det lønner sig at kæmpe hårdt, siger Stenson ifølge Aftonbladet.
Verdensranglistens nummer ét, Tiger Woods, gik ind til sæsonfinalen i Atlanta som førende i FedEx Cup.
Men med runder i 73, 71, 69 og 67 slag sluttede han på en delt 22. plads og faldt ned på andenpladsen i den gennemgående turnering.
/ritzau/