Efter massiv kritik af Københavns Universitets (KU) nultolerancepolitik over for krænkelser, som blev indført i sommer, viser to af forfatterne bag retningslinjerne nu vilje til at skrive dem om. Det skriver Jyllands-Posten torsdag.
Thomas Vils Pedersen, som er fællestillidsrepræsentant for alle videnskabelige medarbejdere på KU og medskribent til teksten, mener, der er behov for at revidere den.
- Der er kommet en frygt for, at retningslinjerne kan begrænse underviserens frihed. Sådan var det slet ikke tænkt, og jeg synes, vi skal skrive det eksplicit i teksten, at det må de ikke, siger han.
Også dekan Kirsten Busch Nielsen, som er formand for det personalepolitiske udvalg på 12 personer, der skrev retningslinjerne, er »bestemt åben« for ændringer, fortæller hun:
- Meget tyder på, at noget kan præciseres i retningslinjerne. Så vidt jeg har forstået, mener nogle, at retningslinjerne ikke siger tydeligt nok, at KU skal værne om forskningsfriheden.
Udmeldingerne kommer efter flere sager, hvor nultolerancepolitikken ifølge kritikere har presset ytringsfriheden på KU.
Flemming Dela, der er tillidsrepræsentant på KU, har før kritiseret krænkelsespolitikken. Han mener, at der skal laves helt nye retningslinjer, som ikke er så brede, at enhver ifølge ham kan få en sag igennem.
Retningslinjerne debatteres på KU torsdag, hvorefter evt. ændringer afgøres af KU’s hovedsamarbejdsudvalg.
Jyllands-Posten