Jehovas Vidner erkender selv, at det sker et par gange om året.
Men det reelle antal tilfælde, hvor et voksent medlem af den religiøse bevægelse forgriber sig på et barn, er langt højere, mener den nystartede forening Tavse Vidner, der specialiserer sig i at hjælpe ofre for pædofili hos Jehovas Vidner.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
– Jehovas Vidner beskytter de voksne pædofile og ikke de udsatte børn, som er lavest i hierarkiet, siger talskvinde Maja Thorup fra Tavse Vidner til avisen og tilføjer, at Jehovas Vidner holder hånden over de pædofile.
Og hun er klar med et eksempel: I Århus anmeldte en 35-årig far i 2004 sin egen far for igennem tre år at have forbrudt sig mod sit barnebarn. Alle var Jehovas Vidner. Pigen var otte år, da overgrebene begyndte.
Manden blev senere dømt ved domstolen, men han er stadig Jehovas Vidne.
Hos Jehovas Vidner afviser man dog enhver snak om, at man skulle holde hånden over forbrydere.
– Tværtimod er vi foran de fleste, når det drejer sig om at beskytte børnene mod overgreb, siger talsmand for Jehovas Vidner, Carit Stypinsky, og fortæller, at tidligere pædofili-dømte medlemmer mandsopdækkes af en anden voksen, når de færdes som repræsentanter for kirken.
I USA har Tavse Vidners amerikanske søsterforening, Silentlambs, ifølge Kristeligt Dagblad hjulpet 16 ofre for pædofili begået af medlemmer af Jehovas Vidner til erstatninger, der var historisk store.