Flere medlemmer af foreningen Pindsvinevennerne giver snaps til pindsvin. Det skriver Ekstra Bladet, der har været i kontakt med Aslaug Bugge, der er bestyrelsesmedlem af den landsdækkende forening.
- Det er bare en lille snaps, de får, så de falder lidt til ro og sover. De tåler det ret godt, siger hun til Ekstra Bladet.
Hun ønsker ikke at oplyse, hvor mange af foreningens plejere, der giver snaps til de vilde pindsvin. Bestyrelsesmedlemmet af foreningen, der kæmper for at få at hjælpe pindsvin, forklarer til Ekstra Bladet, at hun givet et voksent eksemplar af det lille pattedyr én til to milliliter.
Ungerne får ingen snaps, siger hun og forklarer, at den alkoholrige drik er med til at få pindsvinene til at slappe af, hvis de eksempelvis er blevet bidt af en hund.
Michael Carlson er biolog hos Dyrenes Beskyttelse, og han vil ikke anbefale nogen at hælde snaps på et pindsvin. Tværtimod.
- Du kan slå den ihjel, hvis du giver den snaps. I den mildere ende kan den få permanente skader på sine organer, siger han til Ekstra Bladet.
Aslaug Bugge forklarer, at hun ikke har kendskab til episoder, hvor et pindsvins tilstand er blevet forværret på grund af snaps. Hun siger dog, at man hos Pindsvinevennerne nu vil tage en snak om, hvorvidt behandlingen med snaps skal fortsætte eller ej.