Det var kun et enkelt vindue, der adskilte det elskende par.
Alligevel så situationen næsten håbløs ud, da Dyrenes Beskyttelses Dyreambulance forleden blev kaldt ud til et tårnfalkedrama, der må være forbudt læsning for fugleunger:
Et tårnfalkepar var taget på en lille sviptur til Københavns Lufthavn. Men romantikken endte brat – i et øjebliks uopmærksomhed forvildede den ene af fuglene sig nemlig ind i en af DSB s store haller til IC3-tog.
Her slog den gang på gang mod ruderne i forsøget på at blive genforenet med sin mage på den anden side, men trods ihærdige forsøg på at hjælpe kunne ingen af de ansatte hos DSB få fuglen ud i friheden igen.
Efter to stive dramatiske døgn bad man Dyrenes Beskyttelses dyreredder om hjælp.
»Og dyreredderen blev med et langt net i hånden hejst op til tårnfalken for at prøve at indfange den,« skriver Dyrenes Beskyttelse i sit nyhedsbrev.
Det tog et par timer at fange den forfløjne fugl, der åbenlyst ikke var helt klar over, at man jo blot ville den det bedste. Men det lykkedes til sidst.
Og hvem ventede udenfor? Det gjorde tårnfalkens mage.
»Den havde siddet og spejdet trofast efter sin partner gennem ruderne,« oplyser Dyrenes Beskyttelse.
Kort efter redningsaktionen kredsede de to genforenede fugle tæt rundt om hinanden.
Så forsvandt de ud over lufthavnens kuperede terræn.