Der er kommet 60 procent flere akademikere i staten på 10 år, og nu er spørgsmålet, om der er fagligt belæg for at oprette så mange nye AC-stillinger, om opgaverne er ændret og om personalesammensætningen er den rette?
Sådan skriver Rita Bundgaard, formand for HK Stat, lørdag i et debatindlæg i Berlingske.
Hun påskønner akademikeres arbejde og samarbejde med HK'ere i staten, men mener at spørgsmålene er yderst relevante ikke mindst set i lyset af, at en undersøgelse, som Arbejdernes Erhvervsråd (AE) har lavet for HK, viser, at en del akademikere i staten udfører egentligt kontoradministrativt arbejde på HK-niveau.
"HKere er bedst til HK-arbejde – og får løn for det. Uden at ville bidrage til nogen form for akademiker-bashing foreslår jeg de politisk ansvarlige og de statslige arbejdsgivere at overveje, om samme logik ikke gælder for den personalegruppe, der vokser så hastigt i staten: Akademikere er bedst til akademisk arbejde – og får løn for det," skriver Rita Bundgaard i Berlingske.
Hun fortsætter:
"Hvis HKere kunne varetage blot 15 procent af opgaverne i de mange nye akademiske stillinger, som er blevet oprettet, er der løst anslået en besparelse på 2,3 milliarder kroner at hente. Om året. Jeg tror ikke, at det er urealistisk, når AE har analyseret sig frem til, at staten betaler cirka 400 millioner kroner i merpris for, at egentlige HK-stillinger er besat med akademisk uddannet personale."
Ved et debatarrangement på Folkemødet på Bornholm krydsede Rita Bundgaard klinger om akademikernes indtog med formanden for Djøf Offentlig, Sara Vergo.
- Fordi et job har været HK-job i 10 år, så skal det ikke nødvendigvis blive ved med at være det, erklærede Sara Vergo.
Hun pointerede, at når der er kommet 60 procent ekstra akademikere til i staten, så skyldes det blandt andet, at gymnasielærere nu tæller med i statistikken. Det er derfor ifølge Vergo mere reelt at tale om en stigning på 37 procent.
- Vi har ikke lyst til at overtage HK'ernes arbejde. Vi vil hellere lave djøf-arbejde. HK'erne skal da være mere bange for robotter end for akademikere. Vi har set undersøgelser, der viser, at robotter kan overtage 30 procent af HK'ernes arbejde, sagde Sara Vergo.