Børn skal beskyttes fra passiv rygning selv i deres forældres biler. Det mener byrådet i Bangor i den amerikanske delstat Maine, og derfor koster det fra fredag en bøde, hvis man ryger med børn eller unge på bagsædet.
Bangor har i mange år været mest kendt for at være hjemsted for gyserforfatteren Stephen King, men nu sætter den nye rygelov byen i mediernes søgelys. Loven er det hidtil skrappeste tiltag mod passiv rygning i USA, og det har fået alle de store interessegrupper op af stolene, fordi biler tidligere er blevet friholdt for denne typer indskrænkelser, da de ikke har været betragtet som en del af det offentlige rum.
Men byrådet holder fast ved, at det skal koste 350 kroner at ryge i en bil med personer under 18 år.
»Jeg har hørt folk kalde det røgpolitiet eller Gestapo. Men jeg mener, at det handler om almindelig sund fornuft. Rygning er skadeligt for dig,« siger Bangors borgmester, Richard D. Greene, til New York Times.
Flere andre delstater overvejer i øjeblikket et lignende forbud.
I Tyskland, hvor billedet stammer fra, forsøgte de kristelige demokrater (CDU) i 2003 år siden at indføre en lov, der forbød rygning i biler. Det var dog mere af sikkerhedsmæssige årsager, da myndighederne mener, at man kan sammenligne rygning i biler med at tale i håndholdt mobiltelefon.