Når danskerne er på kig efter den nye drømmebolig, kan de ikke længere få oplyst i boligannoncen, hvordan de finansierer deres nye hjem med et afdragsfrit lån eller et flexlån.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastlår nemlig, at ejendomsmæglerne ifølge en ny lov fra 1. oktober ikke må annoncere for flexlån, skriver Jyllands-Posten. Ifølge styrelsens fortolkning af loven må ejendomsmæglerne kun oplyse brutto- og nettoudgiften på et boliglån ud fra et standard 30-årigt fastforrentet realkreditlån.
Det undrer cheføkonom Thomas Torp fra Dansk Ejendomsmæglerforening:
»Vi forstår simpelthen ikke, at det kan være i forbrugernes interesse at forbyde annoncering med alle relevante oplysninger om, hvad det koster at købe en bolig. Vi forstår ikke, hvorfor vi ikke i annoncer må oplyse, hvad det reelt kan koste om måneden at købe et hus,« siger han.
Også hos EDC Mæglerne mener informationschef Jan Nordmann, at det er mærkeligt, at boligkøberne kun får oplysning om et slags lån i annoncerne:
»Med forbuddet har forbrugerne kun et sted at henvende sig for råd om finansiering, nemlig i bankerne. De får dermed nærmest foræret lånekunder på et sølvfad,« siger Jan Nordmann.