Det er eksotisk og spændende at spise fra de mange gadekøkkener i Indiens hovedstad New Delhi. Men nogle gange er det lidt for spændende, grundet den manglende hygiejne hos gadekokkene. Noget der kan resultere i den frygtede 'Delhi Belly,' som uden nærmere beskrivelse er dårlig mave.
'Jeg ser, hvordan de laver mad, og kun hvis stedet er rent, spiser jeg der,' fortæller Dharm Singh, studerende, New Delhi.
New Delhis myndigheder har nu oprettet såkaldte 'sikkerhedszoner,' hvor der vil blive indført gennemgående hygiejnekontrol, så de sultne gæster kan føle sig lidt mere trygge. Desuden har kokkene fået hygiejnekurser og opstillet regler for, hvad man må og ikke må, når man står og kokkererer til andre mennesker. For meget af problematikken skyldes blot uvidenhed fra kokkene og ikke onde hensigter.
Regel nummer et: Du må ikke pille næse, mens du laver mad. Desuden er det fra nu af forbudt at rense ører, at spytte i håndvasken, at vaske op i beskidt vand tæt på kloakken, at nyse i maden og man skal huske at vaske hænder efter toiletbesøg.
'Livet handler om at lære hver dag. Vi er ikke Guds sønner. Vi har en masse at lære,' indrømmer Tejinder Singh, gadekok, New Delhi.