Et flertal i Folketinget går nu imod regeringen og fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) ønske om at tillade brugen af thrombin i dansk kød.
Men det er slet ingen garanti for, at vi ikke kommer til at sætte tænderne i kødrester, der er klistret sammen med det naturligt forekommende enzym fra okse- og svineblod.
Det siger en af landets mest respekterede levnedsmiddeleksperter, Orla Zinck, til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Der kan laves så meget svindel med det her, fordi det ikke kan analyseres. Og dansk fødevareindustri er ind imellem temmelig kreative folk. Det beviser alle de skandaler, der har været," siger han.
Hos Fødevarestyrelsen erkender biokemiker Birgit Bønsager, at det yderst vanskeligt at finde ud af, om kødproducenterne har tilsat det forbudte "kødklister".
"Det er meget svært at lave en analytisk kontrol af, om der er thrombin i, fordi det er et protein, som bliver nedbrudt som alle andre proteiner. Og kød er fuldt af proteiner i forvejen," siger Birgit Bønsager.
Derfor er det op til virksomhederne selv at fortælle, hvilke tilsætningsstoffer, de har kommet i kødet.
"Sådan fungerer lovgivningen jo. Vi laver også kontrol, men det er virksomhedernes ansvar at leve op til lovgivningen om, hvad de må putte i og ikke putte i kødet," siger Birgit Bønsager.
Men det kan fødevareindustrien ikke selv administrere, mener Orla Zinck. Derfor må de danske fødevaremyndigheder komme på besøg og se, hvad kødproducenterne har stående på hylderne, og hvad de har købt af tilsætningsstoffer.
"Kontrollen skal foregå hos producenterne og hos grossisterne, og dem er der en stribe af i Danmark, der sælger tilsætningsstoffer til fødevarer. Det er en relativt nem måde at gøre det på," siger han.
Men det gør Fødevarestyrelsen allerede, fortæller Birgit Bønsager.
"Vi laver dokumentkontrol og ser på, hvad de ligger inde med. Det er noget, vi kører projekter på," siger hun.