Krisen kradser og det ser sort ud for finanserne, men hjælpen er nær. Forbrugerrådet udgiver snart nyt magasin med gode råd om privatøkonomi.
Tænk Penge bliver i stil med Forbrugerrådets oprindelige blad Tænk. Og kommer til at rumme forbrugertest og artikler om boliglån, pension, forbrugslån, madbudgettet osv.
Ifølge forbrugerorganisationen skal det nye blad, der udkommer den 27. marts, fylde et hul i bladmarkedet ud.
"Vi dækker et hul i markedet. Tænk Penge skal gøre kompliceret økonomi let at forstå. Det skal være underholdende og aktuelt. Og så henvender det sig til helt almindelige forbrugere - f.eks. en kvindelig sygeplejerske i Næstved," siger Chefredaktør, Lis Hornø.
Ud over det meget anvendelige handlingsanvisende forbrugerstof, vil magasinet også bringe større temaartikler om privatøkonomiske spørgsmål.