Fødevarestyrelsen anbefaler nu, at fødevareindustrien går i gang med at putte d-vitaminer i brød og olier, da mange danskere er i underskud af dette vitamin, der dannes fra sollyset.
Men Forbrugerrådet klapper langt fra i hænderne over myndighedernes udmelding:
»Vi er betænkelige ved berigelse med D-vitamin. Dels kan det føre til en overdosering, dels tror vi ikke på, at man ikke når rette målgruppe, der får for lidt af vitaminet,« siger fødevarepolitisk medarbejder, Camilla Udsen.
Det er især ældre og indvandrer, der er i d-vitaminmangel, da de har sværere ved at optage solens sunde stråler.
Det har i en årrække været tilladt at berige salt med jod. For nyligt viste en undersøgelse, at antallet af danskere med skjoldbrugkirtelproblemer er reduceret på grund af berigelsen.
Men Forbrugerrådet mener ikke, at berigelse af salt kan sammenlignes med brød og olier.
»Der er store udsving i, hvor stor mængde brød danskerne spiser. Salt spiser vi i det store og hele i samme lille mængde, og derfor er det lettere at styre. Vi tror, at der er brug for tiltag, der mere direkte rammer målgruppen. Og eksempelvis opfordre dem til at spise vitaminpiller med d-vitamin,« siger hun.
I det hele taget er Forbrugerrådet modstandere af berigelse af alle typer af fødevarer, sunde som usunde. Rådet mener, at i langt de fleste tilfælde får danskerne deres næringsbehov dækket gennem kosten og har derfor ikke brug for ekstra vitaminer og mineraler.
»Dermed kommer det til at forplumre opfattelsen af kost hos forbrugerne. Når du står og sammenligner to produkt, kan du let tro, at det vitaminberigede er sundere end det andet. Men oftest har du slet ikke brug for de vitaminer, så det er ikke sundere. Det skævvrider vores opfattelse af fødevarer og fjerne fokus fra at leve sundt i stedet for at købe disse berigede vitaminprodukter,« siger Camilla Udsen.