Torsdag er Forbrugerombudsmanden og Dong Energy blevet enige om nogle kriterier for, hvornår el-selskabet kan ændrer priser og vilkår.
Aftalen kommer ikke kun de talrige el- og naturgaskunder til gode, håber Forbrugerrådet Tænk. Håbet er, at aftalen bliver den første af mange sejre mod virksomheder, der ændrer vilkår for abonnementer løbende.
- Kæmpe ros til Forbrugerombudsmanden. Dong er en så stor virksomhed med en stor markedsandel. Så vi forventer, at andre virksomheder går med, siger Ilyas Dogru, der er politisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.
- Og det her kan være et eksempel for andre virksomheder, der overvejer urimelige aftalevilkår.
Aftalen sikrer blandt andet, at kunder varsles individuelt om ændringer i deres abonnement. De skal have mulighed for at opsige det, hvis virksomheden vil ændre vilkårene.
Ilyas Dogru forklarer, at det ikke kun er prisstigninger, forbrugerne kan frygte. Der er også andre eksempler på ændringer af vilkår, som kan have betydning for det produkt, kunden oprindeligt har købt.
- Nogle havde et abonnement hos Telmore, fordi de udbød Mofibo som lydbogstjeneste. Det var en eftertragtet tjeneste ligesom Netflix eller Spotify og lignende er for andre, siger han.
- Lige pludselig valgte Telmore at udskifte Mofibo til en anden tjeneste, hvilket mange var utilfredse med.
Han fremhæver, at det ifølge Forbrugerrådet Tænk er alt for let for eksempelvis fitnesskæder, elselskaber og bogklubber at ændre priser og vilkårene for et abonnement, uden kunderne får besked om, hvorfor prisen stiger.
/ritzau/