De er kendt for at kunne gøre børn hyperaktive, give dem læsevanskeligheder i skolen og give problemer for allergikere.
Er der azofarvestoffer i din mad, kan det have alvorlige konsekvenser. Senest har et stort engelsk studie endegyldigt dokumenteret, at farvestofferne skader vores børn. De har nu fået de engelske fødevaremyndigheder til officielt at ændre deres kostanbefalinger.
Alligevel er de fuldt lovlige i EU. Og det er fuldstændig tåbeligt, mener forbrugerrådets fødevarepolitiske medarbejder, Sofie Krogh Holm.
- De her farvestoffer bør bare forbydes så hurtigt som muligt, for de er overflødige. Man har i årevis vidst, at azofarvestoffer kunne give adfærdsvanskeligheder og allergier, men det her studie er særdeles grundigt og beviser endegyldigt, at de er noget skidt, siger hun.
Skal maden virkelig være pink
Hun påpeger, at det er på tide, vi overvejer, hvor meget sminke, vi vil have i vores mad og om det er nødvendigt, at maden er helt så farvestrålende.
- Kemikalier som de her er kun til for at ændre madens udseende, de bliver kun tilsat for kosmetiske hensyn. Måske skal man i højere grad overveje i vores samfund, om den måde at lave mad på er nødvendig, siger hun.
I studiet blev farvestofferne testet i samme blanding som det meget udbredte konserveringsmiddel Atamon (Sodium Benzoat) og konserveringsmidlet er ikke helt så nemt at forbyde, påpeger hun.
- Hvis vi vil lave mad, der er langtidsholdbart, som vi gør i dag, så er det lidt sværere at undgå konserveringsmidlet. Og det er vigtigt at understrege, at studiet ikke viser, om det er konserveringsmidlet eller farvestofferne eller en kombination, der har givet problemerne. Derfor mener jeg, det ville være relevant at myndighederne fik i værksat en undersøgelse af problemstillingen, siger hun.
Myndigheder skal ud af starthullerne
Hun mener også, at myndighederne ikke kan ignorere de mange undersøgelser, der viser hvor skadelige farvestofferne er.
- De danske myndigheder bør arbejde på at få EU til at forbyde de her stoffer så hurtigt som muligt. Samtidig vil jeg råde forbrugerne til at undgå de fødevarer, der er mange farvestoffer i. Køb så vidt muligt økologisk for eksempel.
Organisationen Aktive Forbrugere har i årevis kæmpet for at forbudt azofarvestofferne. Blandt andet M&M s og rød sodavand indeholder farvestofferne. Herhjemme har for eksempel slikfabrikantenterne Haribo og BonBon indvilliget i at undgå farvestofferne efter Aktive Forbrugeres kampagne, der startede allerede i 1999.
Nedenstående farvestoffer hører ind under gruppen af såkaldte azofarvestoffer og findes oftest i is, chips, slik og sodavand.
Kulør:
E110 (Gul) - farve fundet i blandt andet squash
E122 (Carmoisin) - Rød farve i for eksempel vingummier
E102 (Tatrazin) - Ny farve fundet i slikkepinde og sodavand
E 124 (Ponceau 4R) - Rød farve
E 104 (Gul Quinolin) - Fødevarefarvestof
E 129 (Rød Allura AC) - Orange/Rødt fødevarefarvestof
Ud over koncentrationsbesvær kan farvestofferne også give problemer hos allergikere.
Stofferne er ikke tilladt i økologiske varer.
Konserveringsmiddel:
Sodium Benzoat (E211) - Også kendt som atamon
Kilde: BBC