De bjæffer op i Forbrugerrådet, når virksomheder benytter sig af ufine metoder.
Men nu er forbrugernes vagthund selv kommet i søgelyset for at bryde markedsføringsloven, skriver Ekstra Bladet.
Sagen handler om 85.000 abonnenter på bladet Tænk, der helt automatisk bliver medlemmer af Forbrugerrådet, med mindre de skriftligt siger nej tak. Og det er negativ aftalebinding , mener forbrugerombudsmanden.
- Hvis en virksomhed gjorde på samme måde, så ville der være tale om overtrædelse af god markedsføringsskik. Metoden kaldes negativ aftalebinding og det plejer vi at gribe ind over for, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe til Ekstra Bladet.
Hvorvidt Forbrugerrådets metoder direkte er ulovlige, afhænger af, hvorvidt rådet er omfattet af markedsføringsloven.
- Men det vil selvfølgelig svække deres gennemslagskraft, når de kritiserer andre for at benytte den her slags metoder, siger Henrik Øe.
I Forbrugerrådet er man lydhør over for kritikken.
- Hvis forbrugerombudsmanden mener, at vi gør noget forkert, så vil vi rette os efter ham. Vi tager et møde for at afklare, om vi skal rette op på noget, siger rådets direktør Rasmus Kjeldahl til Ekstra Bladet.