Hvis du får en indsamler fra Dansk Flygtningehjælp i røret, ender personen måske med at bede om dit kontonummer, efter du har sagt ja til at støtte verdens flygtninge med et fast beløb om måneden.
Det får nu Forbrugerrådet til at kritisere Dansk Flygtningehjælps indsamlingsmetode, skriver 24timer.
- Den type oplysninger skal man aldrig oplyse i telefonen, siger økonom i Forbrugerrådet, Carsten Holdum, til avisen.
- Det er helt uacceptabelt. Det åbner op for misbrug, og inden vi ser os om, begynder folk fra Østeuropa at ringe rundt, og så bliver de kreative og får hacket en konto, siger han.
Kan ikke misbruges
Dansk Flygtningehjælp kan ikke forstå kritikken. Ifølge kommunikationschef Mik Steenberger kan ingen misbruge oplysningerne om kontonummeret, og den nye bidragyder får altid et brev med PBS-oplysninger inden, pengene bliver hævet.
Men vicekontorchef i Finanstilsynet Ulla Brøns Petersen mener, at Dansk Flygtningehjælp i stedet burde opgive sit eget kontonummer.
- Personligt ville jeg aldrig give den slags oplysninger til en fremmed over telefonen, og jeg vil advare andre mod at gøre det samme. Selvom det ikke kan misbruges alene, så kan de måske stykkes sammen og misbruges sammen med andre oplysninger, siger Ulla Brøns Petersen til 24timer.