Regeringen vil nu sætte en stopper for, at forbrugerne bindes skyhøje renter på ærmet i forbindelse med et såkaldt kviklån. Det skal ske ved, at forbrugerne kan klage til en ny klageinstans, der vil se på, om renten på lånet er i orden eller ublu.
- Jeg er meget tilfreds med, at der nu kommer et klagenævn på det her område. Det er vi glade for, for det har vi ikke i dag. Så det er et fremskridt, siger Vagn Jelsøe, afdelingschef i Forbrugerrådet.
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) siger til TV-Avisen, at regeringen vil nedsætte en klageinstans, hvor man som forbruger kan klage til, hvis man synes, man betaler for meget i rente på et kvik- eller et sms-lån:
- På den måde får vi fastsat et niveau, som har karakter af en form for loft over, hvad der er rimeligt, når man tager de her kortvarige kviklån, siger ministeren.
Ole Sohn mener, at det er urimeligt, at borgere kan blive udsat for lån på over 100 procent i rente.
Vagn Jelsøe havde dog gerne set, at der kom et reelt loft på, hvor høje renter på kviklån må være:
- I Tyskland har man eksempelvis den regel, at har man et lån med et årligt omkostningsniveau der er dobbelt så højt som det normale på lånemarkedet, så betragter man det som åger - og så er det ulovligt, siger afdelingschefen.
Ole Sohn afslører først mandag, hvordan klageinstansen skal sammensættes. Men Vagn Jelsøe håber på, at Forbrugerrådet bliver en del af nævnet:
- Jeg kunne forestille mig, at det bliver brancheorganisationen Finans og Leasing, Forbrugerrådet og en dommer for bordenden, der kommer til at udgøre nævnet, siger han.
Regeringen vil mandag præsentere en længe varslet forbrugerpakke, som ifølge TV-Avisen kommer til at indeholde 23 tiltag, der skal forbedre forbrugernes rettigheder på en lang række områder.
/ritzau/