Dong Energy har indtil videre haft "næsten ubegrænsede" muligheder for at ændre vilkår og priser på el og naturgas.
Men det er "urimeligt", mener Forbrugerombudsmanden, der derfor sammen med Dong har slået nogle hegnspæle om, under hvilke omstændigheder Dong må sætte prisen op.
Det skriver begge parter i pressemeddelelser.
- Aftaler er bindende, og ændringer kræver som udgangspunkt, at begge parter accepterer ændringen, skriver Forbrugerombudsmanden.
- Det er vores opfattelse, at aftalevilkår, som giver virksomhederne en ubegrænset eller meget vid adgang til at ændre i abonnementsaftalerne, for eksempel pris, gebyrer og lignende, helt eller delvist kan tilsidesættes som urimelige efter aftaleloven, og derfor ikke er bindende for forbrugerne.
Virksomheder og forbrugere kan dog på forhånd aftale, at virksomheden må ændre i eksempelvis priser og gebyrer uden forbrugerens accept.
Det er her Forbrugerombudsmanden har krævet, at fire kriterier opfyldes, før det sker.
Aftalen må ikke give ubegrænsede muligheder for at ændre aftalen. Det skal stå klart for forbrugeren, hvornår Dong kan hæve prisen. Eventuelle prisændringer skal varsles individuelt til hver forbruger.
Sidst men ikke mindst skal forbrugere have mulighed for at opsige aftalen, når Dong ændrer prisen.
Aftalen udspringer af fire klager fra 2015, der fik Forbrugerombudsmanden til at tage sagen op.
Forbrugernes ombudsmand noterer i sin pressemeddelelse, at lignende problemer med vilkår under abonnementer er et problem i mange brancher.
Derfor håber forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, at aftalen med Dong danner skole.
- Det er mit håb, at andre erhvervsdrivende vil tage det til efterretning og søge inspiration i eksemplet, siger hun.
/ritzau/