Hvis det står til Forbrugerombudsmanden, skal Totalkredit endnu engang for retten i en sag om brud af markedsføringsloven.
Sagen handler om realkreditselskabets markedsføring af fastforrentede lån.
Og selv om afgørelsen faldt ud til tilsynsmyndighedens fordel, har Forbrugerombudsmanden bedt statsadvokaten om at søge om tilladelse hos Procesbevillingsnævnet til at anke dommen.
Det oplyser Mai Robrahn Hansen, der er specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden.
- Vi mener, at bøden bør være højere for at have den fornødne præventive effekt, siger hun.
Totalkredit blev 1. juni idømt en historisk høj bøde for overtrædelse af markedsføringsloven. Afgørelsen faldt i Københavns Byret.
Det skete, efter at selskabet havde givet fejlagtige informationer på et produktark vedrørende fastforrentede lån.
Bøden lød på 1 million kroner, og så skulle firmaet samtidig betale sagens omkostninger.
Sagen drejede sig om et produktark vedrørende fastforrentede lån, som i perioden fra juni 2012 til marts 2016 kunne findes på realkreditselskabets hjemmeside.
"Med fast rente ved du, hvor høj ydelsen er på et lån i hele lånets løbetid".
Sådan lød den betryggende besked. Problemet var bare, at det ikke var helt korrekt. For selskabets bidragssatser blev tre gange i perioden sat op, og hver gang steg ydelsen.
Retten gav Forbrugerombudsmanden medhold i, at markedsføringsloven var blevet brudt.
- Vi havde håbet på, at bøden var blevet større af hensyn til den præventive effekt, som det ville have haft, sagde Mai Robrahn Hansen dengang om afgørelsen.
- Omvendt må vi sige, at der ikke i nyere tid er givet en bøde for vildledende markedsføring i den størrelsesorden, sagde specialkonsulenten.
Det er endnu ikke sikkert, at sagen får lov til at blive anket. Forbrugerombudsmanden har torsdag sendt ansøgningen og venter på, at den bliver behandlet hos Procesbevillingsnævnet.
Det fremgår af loven, at nævnet kan give tilladelse til at anke sager, der er af principiel karakter eller af særlige grunde taler for.
/ritzau/