En åbning er måske på vej til at sikre forbrugere bedre rettigheder ved konkurser. Står det til Forbrugerrådet, skal forbrugerne have alle forudbetalte penge tilbage, de har betalt til en konkursramt virksomhed.
Ifølge flere medier er Forbrugerrådet blevet kaldt til møde hos Økonomi- og Erhvervsministeriet på mandag, hvor emnet skal diskuteres.
"Det er et problem, både for erhvervslivet og forbrugerne, hvis der breder sig en stemning af, at man for eksempel skal holde sig fra forudbetalinger, fordi de er for risikable," siger Vagn Jelsøe, afdelingschef i Forbrugerrådet, ifølge flere medier.
For eksempel kom en stor gruppe forbrugere sidste år i klemme efter at have købt og betalt Sterling-billetter, der blev solgt helt op til flyselskabets konkursbegæring.
I dag står forbrugerne bagerst i køen, når konkursboet skal deles.