Mandag dokumenterede Nyhedsavisen, at det som forbruger er svært at gennemskue hvilke varer, der indeholder kemiske stoffer, som giver allergi eller er hormonforstyrrende.
Nu vil et politisk flertal i Folketinget tvinge butikker til at skilte med stofferne og give gode råd.
Politikerne vurderer, at det vil gøre det lettere for forbrugerne at vælge kemiske stoffer fra. Både når det gælder fastelavnssminke og legetøj til børn. Og kosmetik til voksne. Blandt andre miljøordfører Steen Gade fra SF:
»Der er brug for en informationsindsats om risikoen ved at købe varer med kemiske stoffer. Det er ikke rimeligt, at det er så svært at finde de produkter, der er mindst skadelige,« mener Steen Gade.
Han har derfor bedt miljøminister Connie Hedegaard (K) om at tage stilling til forslaget om den obligatoriske ordning og venter svar inden 10 dage.
Socialdemokraternes forbrugerordfører Mette Gjerskov er begejstret for forslaget.
»Det er især alvorligt, når det handler om produkter til børn. Men det skal også være lettere at vælge voksen-varer fra,« siger hun. Også både Venstre og Dansk Folkeparti støtter op om forslaget.
Miljøpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, Claus Jørgensen, mener, at miljøministeren bør arbejde for helt at forbyde de kemiske stoffer.
»De er unødvendige og kan godt erstattes. Indtil da er oplysning i butikkerne en glimrende idé,« siger han.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra miljøministeren.