Af Julie Jo Boding
30.000 kemikalier omringer os i hverdagen, og en ny EU-aftale under navnet Reach skal nu undersøge, hvor farlige kemikalierne er. Men der kommer til at gå 11 år, før forbrugerne kan være helt sikre på, at maling, legetøj og meget andet ikke indeholder farlige stoffer.
Miljøpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet og ekspert i kemikalier Mette Boye er ikke tilfreds med tidsfristen.
»Der er alt for lang tid. Vi er meget utålmodige, hvad det angår. Argumentet fra industrien er, at de har brug for den lange tid, fordi de skal tjekke mange stoffer. Og så er det altså endt i et kompromis på 11 år,« siger hun.
Men miljøminister Connie Hedegaard (K) glæder sig over den nye aftale:
»Reach er et kæmpe grønt fremskridt og et glimrende eksempel på, at EU-samarbejdet fører til helt konkrete forbedringer for de europæiske borgere,« siger hun til Ritzau.
Hovedindholdet i kemireformen er selve registreringen af de 30.000 forskellige kemikalier. Hidtil har det været myndighedernes opgave at bevise, at kemikalier er farlige. Men med reformen får industrien ansvaret for at vurdere risikoen ved kemikalier.
Ifølge Henrik Søren Larsen fra Miljøstyrelsen skal virksomheder, der bruger kemikalier i deres produktion, følge retningslinjer fra leverandøren om, hvordan stofferne bruges på forsvarlig vis. Men hvis de vil bruge dem på en anden måde, skal de selv lave en risikovurdering.
»Hvis en virksomhed for eksempel laver maling, bruger den normalt 60 forskellige stoffer i hver maling. Hvis de ikke vil bruge dem på den måde, som leverandører siger, skal de selv ind og vurdere, om stoffet er farligt,« siger han.
Desuden vil virksomhederne være forpligtet til at erstatte særligt problematiske stoffer med mindre farlige stoffer.
»Men hvis de kan vise, at for eksempel ftalater bliver brugt i så lille en mængde, at det ikke er farligt, kan de få lov til at fortsætte med at bruge stoffet, hvis de fremlægger en plan for at erstatte det med tiden,« forklarer Henrik Søren Larsen.
Principaftale skal nu godkendes i de enkelte stater og i Europaparlamentet.