En 40-årig mand fra Horsens blev torsdag aften fløjet til Rigshospitalets brandsårsafdeling efter en ulykke med en grill.
Det oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Anmeldelsen kom klokken 18.20.
- Vi fik at vide, at han var i livsfare, men om han stadig er det, kan jeg ikke svare på, siger vagtchef Søren Liisberg tidligt fredag morgen.
Skaderne er sket i forbindelse med, at manden formentlig skulle starte en grill op med benzin, og så er han blevet brændt af dampene.
Hvor han er blevet brændt, og hvad hans tilstand er fredag morgen, kan politiet ikke oplyse.
/ritzau/