En mand blev lørdag morgen fundet død i en kanal i Næstved, oplyser vagtchef Stefan Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Det er en forbipasserende, som klokken 08.41 ser, at der ligger en person i kanalen. Brandvæsenet har været derude og fået ham op, fortalte vagtchefen lørdag formiddag.
Liget blev fundet i kanalen på strækningen mellem Svingbroen og Næstved Havn.
Lørdag eftermiddag oplyser politiet, at den afdøde er identificeret.
Der er intet, der indtil videre tyder på "et kriminelt forhold", skriver politiet på det sociale medie Twitter.
Politiet har ikke yderligere kommentarer eller oplysninger til sagen, oplyses det.
/ritzau/