Jens Fuglsang Edelholts leder tager udgangspunkt i, at regeringen ikke har meget tilovers for den offentlige transport – ak og ve for dem, der skal med DSB.
Det forholder sig imidlertid omvendt. Der investeres massivt i kollektiv trafik, se blot Metroen og den kommende Metro Cityring til 15 mia. kr. Regeringen er i fuld gang med at rette op på 30-40 års synder inden for jernbanevedligholdelse, som tidligere regeringer har forsømt – sidste år var jernbanen ramt af omfattende hastighedsnedsættelser på grund af de dårlige skinner.
Regeringen har nu taget fat om problemerne, skaffet i alt over 14 milliarder kroner genoprettelse af jernbanen, og Banedanmark er nu trukket i arbejdstøjet. Det kræver naturligvis tålmodighed, da skinnearbejdet naturligvis vil stå på gennem en længere række år. Det er nu en gang svært at reparere skinner, når der samtidig suser tog hen over disse.
DSB varslede i går sin sommerkøreplan, og passagererne har fået en køreplan, som er realistisk og afstemt efter de udfordringer, som skinnenettet nu en gang har gennem en varm sommer.
Det er da information, som forbrugerne kan afstemme deres forventninger efter.