Undersøgelsen af skuespilleren Will Smiths lussing ved Oscar-showet vil tage få uger. Det oplyser toppen i Oscar-akademiet i et brev til dets medlemmer.
Det skriver det amerikanske underholdningsmagasin The Hollywood Reporter.
Akademiformand David Rubin og administrerende direktør Dawn Hudson siger desuden i brevet, at de er "oprørte og forargede" over, at Will Smiths handlinger "overskyggede" for den fest, som prisuddelingen skulle have været.
De kalder desuden opførslen for "uacceptabel og skadelig".
De meddeler, at man vil finde en "passende" handling som reaktion på Smiths lussing. Det uddybes ikke, hvad en passende handling indebærer.
Flere har krævet, at Will Smith bliver frataget den Oscar, som han modtog kort efter at have givet lussingen til komikeren Chris Rock. Det fremgår ikke, om det overhovedet er en mulighed.
Will Smith fik sin første Oscar ved prisuddelingen for sin rolle i filmen "King Richard".
Will Smith gav Chris Rock en lussing på scenen, efter at Rock havde lavet en joke om Smiths kone Jada Pinkett Smiths skaldethed.
Hun er kronraget, fordi hun har hudsygdommen alopecia, der også kaldes pletskaldethed.
- Jada, jeg elsker dig. "G.I. Jane 2", jeg kan ikke vente med at se den, sagde Chris Rock fra scenen henvendt til Jada Pinkett Smith.
Joken var en reference til actionfilmen "G.I. Jane" fra 1997. Her er den kvindelige hovedrolle karseklippet som soldat.
Akademiet bag oscaruddelingen har tidligere fordømt Will Smiths handling og meddelt, at sagen vil blive undersøgt nærmere.
I brevet meddeler de to i toppen af Oscar-akademiet, at de stadig fordømmer Smiths lussing.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.