Kun hvis der er tungtvejende grunde som incest, vold eller misbrug skal der fremover ikke være fælles forældremyndighed. I alle andre tilfælde skal der være delt forældremyndighed efter en skilsmisse. Det blev samtlige af Folketingets partier enige om tirsdag, hvor de blev enige om teksten til ny lov om forældremyndighed og samværsregler.
Børns Vilkår frygter, at den nye lov vil gøre børnene til kastebolde mellem forældre, der ikke selv kan løse deres konflikter.
»Når forældre, der ikke kan enes, skal tvinges til at have fælles forældremyndighed, er det ikke i barnets tarv. Man ved fra undersøgelser, at det største problem for skilsmissebørn er konflikter mellem forældrene. Så det her lovforslag handler ikke om barnets tarv men om ligestilling. Og det er synd for barnet,« siger formand for Børns Vilkår Peter Albæk.
Familieminister Lars Barfoed afviser kritikken.
»Børn har i udgangspunkt ret til en god kontakt til begge deres forældre efter en skilsmisse. Selv om forældrene bliver skilt må udgangspunktet være, at de har fælles ansvar for barnet og fælles forældremyndighed. Domstolene kan dog beslutte, at forholdet mellem forældrene er så skadeligt for barnet, at de ikke skal dele forældremyndigheden,« siger han.
Loven lægger også op til, at børn i langt højere grad skal høres. Det kan for eksempel være gennem samtaler med børnesagkyndige.
Det er noget SF?eren Anne Baastup har kæmpet for gennem flere år.
»Det er hjerteskærende at høre børn sige, at de glæder sig til de fylder 12 for så får mulighed for at sige, at de ikke vil besøge deres far,« siger hun.
Som noget nyt får domstolene også mulighed for at beslutte, at barnet skal bo halvdelen af tiden hos den ene forælder og halvdelen af tiden hos den anden forælder.
Familieordfører for De Konservative Per Ørum Jørgensen tror ikke, at domstolene særlig ofte vil benytte sig af den nye mulighed for at beslutte, at et barn skal bo fifty-fifty hos hver af forældrene.
»Jeg ville selv være ked af, hvis mit barn skulle bo en uge et sted og en uge et andet sted. Man giver bare domstolene den mulighed,« siger han.
Den nye lov, der bliver sendt i høring senere på ugen, sætter politikerne også hårdere ind over for vold i familien.
»I loven understreger vi, at vold er fuldstændigt uacceptabelt både i forhold til barnet, moderen og dennes familie og kan være diskvalificerende i forhold til at få samvær,« siger Lars Barfoed.