Forældreparret fra Storvorde ved Aalborg er tiltalt for at have mishandlet datteren flere gange om ugen, siden hun var ni år gammel.
Ifølge anklageskriftet er hun blevet slået i hovedet og på kroppen med bøjler, grydeskeer, cykelpumper, hundelænker og andre genstande.
Hun er også blevet sparket på kroppen og i hovedet, hun er blevet lagt i førergreb og holdt indespærret i timevis i både et mørklagt badeværelse og i et hundebur.
Moderen og stedfaderen har derudover forhindret hende i at sove om natten ved at slå eller sparke hende, når hun faldt i søvn.
I et enkelt tilfælde har moderen holdt hendes hoved under vand i et badekar, så pigen var tæt på at drukne.
Familien har tidligere boet i Helsingør på Sjælland, hvor overgrebene skal være startet.
Helsingør Kommune havde ifølge P4 Nordjylland allerede dengang planer om at tvangsfjerne pigen.
Da familien flyttede, blev den daværende Sejlflod Kommune - der nu er en del af Aalborg Kommune - underrettet. Pigens skole rettede også henvendelse til kommunen.
Men først i april 2008 valgte kommunen at tvangsfjerne pigen.