Politiet i Lyngby fik fredag eftermiddag overbevist Retten i Lyngby om at faderen og moderen til en drabssigtet mand var så medskyldige i drabet på den 17-årige Katja Fromberg Larsen fra Helsingør, at de er varetægtsfænglset frem til den 24. juli. Den første uge bliver i isolation.
Søsteren til drabsmanden er også sigtet i sagen, men hun blev ikke fængslet.
Ifølge politiet overværede de tre familiemedlemmer de slag og spark, som den 22-årige drabsmand gav Katja Fromberg - og som hun døde af. Ifølge politiet undlod de også at gribe ind for at redde pigens liv. Drabet skete i familiens hjem i Birkerød den 24. juni.
Dommeren sendte forældrene i varetægtsfængsel, fordi de har løjet i deres forklaringer til politiet. Det menes, at faderen har fjernet spor efter drabet, ligesom parret ventede mindst en halv time, før de ringede efter en ambulance.
De retsmedicinske undersøgelser har vist, at pigen blev dræbt af 58 slag med en stump genstand. Volden har formentlig stået på i flere timer - uden at forældrene eller søsteren greb ind.
Alle tre familiemedlemmer nægter sig skyldige, og varetægsfængslingen blev anket på stedet.