Hans mor græder i sofaen. Hans far snakker og snakker. Han er ikke selv hjemme.

18-årige A sidder i en enecelle i Vestre fængsel for brandstiftelse under indvandrerurolighederne i flere byer for nylig. Vidner så ham og nogle af drengene fra ungdomsklubben løbe af sted med en dunk benzin, som de smed i en busk, da politiet indhentede dem. Deres hænder lugtede af benzin.

Han blev anholdt fredag efter midnat den 16. februar i Høje Gladsaxe, en forstad til København.

»Der var ingen tegn. Hans skolelærere har altid rost ham, fordi han er høflig og dygtig. For to måneder siden sagde hans gymnasielærer, at vi skulle være stolte af ham. Han har aldrig været oppe at slås. Når han er ude om aftenen, ringer han altid hjem, fordi han ved, at hans mor får et hjerteanfald af bekymring,« siger faren, en 45-årig lagerarbejder, der kom til Danmark fra Tyrkiet, da han var dreng.

Monet på væggen

Da A indrømmede, at han havde været med til at bære dunken, blev han løsladt, men om mandagen tog politiet op på hans gymnasium og ventede, til han havde pause. Så anholdt de ham igen.

18-årige A havde ikke bare båret på en benzindunk. Overvågningskameraer viste tydeligt A bryde ind i et beboervaskeri sammen med fire andre drenge og brænde det ned. Nu er han varetægtsfængslet i foreløbig fire uger med en times gårdtur om dagen.

»Det skal være en advarsel til alle forældre. Man kan ikke bare sige, at det sker ikke for min søn,« siger faren.

Han står op klokken fire om morgenen for at tage på arbejde, moren arbejder som social- og sundhedshjælper. Deres rækkehus har rene parketgulve, ægte tæpper og reproduktioner af Monet og Van Gogh på væggene. På A s drengeværelse står en computer og et fjernsyn, hans sengetøj bærer logoet for et tyrkisk fodboldhold, billedet af fodboldspillerne hænger lige over sengen. På hans opslagstavle hænger en seddel fra skolen med overskriften: »Valgfagsinformation for 1. årgang.« På reolen ligger et udstoppet hjerte med teksten »I love you.« Og i stuen sidder hans forældre og forstår ikke, hvorfor det er sket.

»Han har aldrig været involveret i noget. Vi har været til alle forældremøderne, vi har givet ham kærlighed,« siger faren.

»Det var for sjov«

As forældre kender ikke de drenge, som deres søn blev anholdt med. De er 14, 15, 16 og 17 år gamle og har både arabisk og kurdisk baggrund. Da de blev fremstillet for en dommer i retten i Glostrup, kom kun få familiemedlemmer. Den enes onkel kom, og noget familie til en anden dreng dukkede op med en tolk. To af drengene havde ingen pårørende i retten.

»Vi er ikke ligesom de andre familier. De andre drenge kommer fra familier med mange børn, som er traumatiserede og har det hårdt. Alle de ting, der driver andre mennesker, som begår kriminalitet, var der ikke i vores familie,« siger faren.

Også en dansk dreng blev også anholdt for urolighederne.

Forældrene har besøgt ham i fængslet. De havde skolebøger med, som A havde bedt om for at kunne fortsætte med sine lektier, mens han sidder i venteposition i fængslet.

»Jeg spurgte ham, Hvorfor gjorde du det? Han sagde For sjov . Han havde ikke tænkt sig om. Han havde været dum, sagde han,« fortæller moren. Hun har svært ved at håndtere uvisheden om, hvornår hendes barn kommer hjem.

Håber på fair straf

As forældre har fået at vide, at der bliver slået ekstra hårdt ned på deres søn, fordi ildspåsættelsen skete under urolighederne. Ingen ved, om urolighederne opstod som en reaktion på Muhammedtegningerne, politiets indsats mod hashhandlen på Nørrebro eller generel frustration. Alligevel frygter faren, at sønnen vil blive dømt hårdere, fordi han har indvandrerbaggrund.

»Vi fik at vide, at hvis det var sket for en måned siden, var han blevet løsladt igen. Men politiet sagde til os, under fire øjne, at nu har samfundet brug for retfærdighed. Vi er bange for, at de vil straffe vores søn, som om han er islamist,« siger moren.

Familien er muslimsk men ikke religiøs, og moren går ikke med hovedtørklæde. De har mange danske venner og er ivrige efter at forklare, at de er en ganske almindelig familie, der gør ganske almindelige familieting, som det de kalder fredagshygge, middage og lørdagsindkøb til weekenden.

»Vi er den gruppe af indvandrere, som aldrig er i pressen. Vi passer bare os selv. Imamerne har aldrig repræsenteret os, og det kommer de heller ikke til,« siger faren.

Alligevel er de bange for, at dommeren vil tro, at deres søn stak ild i vaskeriet på grund af de Muhammedtegninger, som han ifølge sin forældre, ikke engang har interesseret sig for.

»Vores søn har påtaget sig skylden. Han er så ked af det. Vi påtager os ansvaret. Han skal have sin straf, men han skal ikke have mere, end en dansker ville få,« siger moren og tørrer øjnene.

Hun henviser til de autonomes uroligheder på Nørrebro efter rydningen af Ungdomshuset.

»De autonome fik næsten ingen straf.«

Med en strafferamme på seks år for brandstiftelse er forældrene ude af sig selv af bekymring. Nu har de sat deres rækkehus til salg for at signalere til dommeren, at de er villige til at gøre hvad som helst for at tage ansvar for deres søn og få ham så langt væk fra Høje Gladsaxe som muligt.

»Vi nåede slet ikke at få en advarsel. Jeg vil gerne sige til andre forældre: Lige så snart der er optræk til ballade i byen, så sæt dig oven på drengen. Man skal ikke tro, at ens søn ikke kan begå fejl. Mandsopdæk ham, også selv om han aldrig har gjort noget. Jeg håber virkelig, at vi kan være med til at starte en debat. Hvad er det, der går galt, når en ung mand, der aldrig har skabt problemer, pludselig havner i det her?« siger faren.