Den seneste debat om unges forbrug af narko har tilsyneladende gjort de danske forældre bekymrede for deres børn. Og det har fået flere og flere forældre til at købe narkotest over internettet, så de kan teste, om deres børn tager narko. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.
Firmaet Med24.dk i Løkken er et af de firmaer herhjemme, der sælger testene til private via internettet. Og det er tilsyneladende en god forretning.
Indehaver Kristian Brinckmann oplyser således, at firmaet i løbet af det sidste halve år har fordoblet salget af narkotestene fra cirka 350 styk om måneden til 700.
»Vi har mange forældre, der ringer til vores kundeservice, for at høre om testene. De er bekymrede for, om deres børn er ude i noget skidt,« fortæller Kristian Brinckmann.
Flere firmaer, der sælger testene via nettet, har sågar valgt at målrette deres markedsføring mod netop forældrene med såkaldte forældrepakker, så forældrene nemt og anonymt kan teste børnene derhjemme.