Forældre ønsker de bedste lærere til vores børn og tager meget gerne ansvar. Derfor skal der foregå et samarbejde mellem skolens lærere og os som forældre. Spillereglerne skal aftales mellem forældrene og lærerne i den enkelte klasse. Og dette skal ske fra skolestarten så der er et godt fundament at samarbejde på i de næste 10 år i skolen.
Det er en misforståelse, når det siges, at vi overlader alt til skolen. Det gør vi ikke – det er vores børn, og vi vil beholde ansvaret for at opdrage dem.
Men vi er nødt til at samarbejde, og det vil også sige, at lærerne skal samarbejde med forældrene – at begge parter stiller berettiget krav til hinanden. Vi skal bare lige blive enige om, hvordan vi gør det.
Skole og Samfund har udviklet et materiale, der gennem tre workshops fordeler ansvaret mellem forældre og lærere, samtidig med at der skabes gensidig respekt for det arbejde, der udføres omkring børnene.
Jeg vil også godt være med til at højne lærernes image. Jeg ønsker, at lærerne har en høj status i samfundet, er glade for deres arbejde og så videre. Det vil smitte af på lysten hos de unge til at vælge en læreruddannelse.
Min opfordring til alle lærerne er derfor: Inddrag forældrene i arbejdet om børnenes læring og start gerne med de allerede valgte kontaktforældre i klasserne.