Mange børn kan komme i klemme, når forældrene skilles og ikke kan blive enige om, hvem børnene skal være hos.
Men nu ser det ud til, at flere og flere forældre skilles uden at skændes om forældremyndigheden, skriver Berlingske Tidende.
I otte ud af ti sager bliver forældrene enige om, hvordan de vil dele børnene.
En ny lov har siden 1. oktober lagt op til, at forældre i modsætning til tidligere i udgangspunktet skal have fælles forældremyndighed.
- Signalerne i den nye lov om, at der skal være helt særlige grunde til IKKE at give fælles forældremyndighed, har helt sikkert deres andel i den høje forligsprocent, siger vicedirektør i Statsforvaltningen Hovedstaden, Helle Haxgart, til Berlingske Tidende.
Både Børns Vilkår og Foreningen Far glæder sig over, at der nu er en tilskyndelse til ikke at gå helt i retten med et slagsmål om forældremyndighed.