Tragedien i Portugal, hvor en sovende treårig pige blev kidnappet i familiens ferielejlighed, mens forældrene spiste på en restaurant tæt på, vil nok få forældre til at tænke sig om en ekstra gang, når de lader deres børn sove alene.
Og det skal forældrene også, hvis det står til familieeksperterne.
»Småbørn er uforudsigelige. Børn i førskolealderen kan ikke tænke i konsekvenser, og de finder på hovedløse ting, som man ikke i sin vildeste fantasi selv kan forestille sig. Derfor skal man altid holde øje med sine små børn,« siger Grethe Kragh-Müller, lektor i børnepsykologi.
Det er heller ikke nok at sætte sin lid til babyalarmen.
»Mange forældre bruger en babyalarm, og så føler de sig sikre. Men det er en falsk tryghed, for de ser ikke barnet, og i værste fald hører de jo heller ikke, hvis barnet forsvinder,« siger Lola Jensen, som er familierådgiver.
Det er Grethe Kragh-Müller enig med hende i.
»Et barn kan sagtens vågne midt om natten og gå på opdagelse, uden at nogen hører det, forklarer hun.
Børn skal overvåges
Ifølge Lola Jensen strider det mod tidens trend at lade sig hæmme af sine børn.
Børnefamilien skal signalere overskud, og at alt kan lade sig gøre.
»Børn må ikke begrænse os, og så finder man babyalarmen frem, men den kan altså ikke erstatte en voksen,« siger Lola Jensen.
Grethe Kragh-Müller anerkender, at forældrene plejer deres interesser, mens børnene sover, bare de holder øje med børnene.
»Småbørnsforældre bliver tudet ørene fulde af, at de skal være kærester på tomandshånd. Og når børnene så sover, er det fristende lige at gå en lille tur eller hurtigt hente manden på stationen. Hverdagen skal jo hænge sammen. Men når det handler om små børn, så skal man holde øje med dem eller få en anden til det,« understreger børnepsykologen.