»Børn i dag får mere skældud end tidligere. Det er blevet sådan, fordi forældre ikke tør tage lederskabet. De prøver at forhandle og forklare sig over for børnene, men det kan ikke altid lade sig gøre. De ender derfor med at skælde børnene mere ud og tale nedsættende til dem,« siger familieterapeuten Elin Vilhelmsen, og flere børneeksperter bakker hende op.
Moderne forældre vil det ellers så godt. De ved en masse om børn, og hvor vigtigt det er at give dem selvværd ved at anerkende dem og lytte til dem. Men den nye viden har ikke gjort det nemmere at være forældre. Og så søger de hjælp hos en familieterapeut:
»Problemet er, at forældre i dag sender et dobbelt signal. De lægger op til dialog med børnene, fordi de gerne vil være demokratiske, men har allerede besluttet udfaldet. Hvis barnets mening er anderledes end forældrenes, så begynder diskussionen. Forældrene bliver vrede, og i afmagt skælder de ud,« forklarer Emilia Melchior, der er familieterapeut.
Børnenes præmisser
Børnene synes også, at de får meget skældud, siger psykolog Bente Sylvest Johansen, der taler med mange børn i sit job som familierådgiver.
»I betragtning af at vi lever i en tid, hvor vi gør meget på børnenes præmisser, er det et paradoks, at børn får så meget skældud,« siger psykologen.
Else Kristensen, der er seniorforsker på Socialforskningsinstituttet, og som forsker i børn, har også en mistanke om, at børn får mere skældud. Men der findes ikke sammenlignelige tal. Det vil Børnerådet nu gøre noget for at ændre ved at få lavet en undersøgelse om de moderne opdragelsesformer.
Familieterapeuten Elin Vilhelmsen giver råd for at tackle konflikter med børn:
1: Sig, hvad du vil, og stop med lange forklaringer
2: Du skal kun spørge efter barnets mening, hvis emnet reelt er til diskussion
3: Husk at, børn aldrig vil genere forældrene.