Der skal skabes eliteklasser i folkeskolen for de særligt talentfulde børn.
Det mener to ud af tre forældre ifølge en Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske Tidende. Også selv om eliteidrætsklasser i Esbjerg blev dømt ulovlige ved lov for en måned siden for at optage elever med særlige sportslige evner.
Forældrenes organisation Skole og Forældre går imod forældrene og mener, det er en bekymrende udvikling, siger de til Berlingske Tidende.
"Dybest set ønsker vi ikke at have eliteklasser, fordi vores danske skole har mange forskellige børn, der lærer af hinanden. Vi er bekymrede for, at man taber det fællesskab, som eleverne skal ud og agere i efter skolen ved at tage børn med særlige talenter fra," siger formand for Skole og Forældre, Benedikte Ask Skotte, til Berlingske Tidende.
Hun medgiver dog, at man ofte i folkeskolen ikke tilgodeser og målretter undervisningen for de børn, hvis talenter skiller sig ud. Dog tror hun, at løsningen er et klassefællesskab, hvor de stærkestes elever undervises med de svage.
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) siger til Berlingske Tidende:
"Talent smitter. Og det er positivt, at det åbenbart er ved at forplante sig meget i befolkningen. Jeg vil gerne lave en mere smidig lovgivning i forhold til folkeskolen. Men jeg accepterer ikke en ekskluderende skole eller klasse," lyder det fra undervisningsministeren.